Techoligarki for åbent tæppe
- Grith Okholm Skaarup

- 9. okt.
- 4 min læsning

Flere techgiganter med opponente ledere i front har skiftet kurs til en Trump-venlig ledelsesfilosofi, hvor politik og forretning åbenlyst plejer gensidige egeninteresser.
Af Grith Okholm Skaarup
Den amerikanske præsident Donald Trump har fra første dag dannet tæt parløb med en inderkreds af de såkaldte 'techbros', der leder nogle af verdens største og mest indflydelsesrige techvirksomheder. Mest prominent var til at starte med X og Tesla-boss Elon Musk, som en aktiv del af regeringen - siden ragede han dog uklar med Trump og blev frosset ude. Lidt mere indirekte, men dog stadig i det åbne, er PayPal og Palantir-stifter Peter Thiels netværk, og ved Trumps indsættelse var han flankeret af bl.a. Metas Mark Zuckerberg, Amazons Jeff Bezos, Googles Sundar Pichai og Apples Tim Cook. Ledere, som Trump igen havde samlet til en festmiddag med ægtefæller, hvor også Microsofts Bill Gates, Oracle CEO Safra Katz og OpenAI CEO Sam Altman deltog og alle anerkendte og lovpriste Trump som præsident og hans store indsats for techindustrien:
-I think it's a real incredible inflection point right now in AI, the fact that your administration is supporting our companies instead of fighting with them, som Sergey Brin, en af Googles grundlæggere, formulerede det.
Og det er allerede tydeligt, hvordan broderskabsalliancen trækker dybe spor af forandringer på alle planer, som uundgåeligt, ligesom alt andet affødt fra den amerikanske techindustri historisk, også herhjemme vil påvirke både branche, arbejdsmarked, samfund og det sociopolitiske klima.
Techoligarki i det åbne
En markant ændring er, at politik og forretning i techindustrien nu helt i det åbenlyse plejer gensidige egeninteresser og lobbyismen har aldrig fyldt mere i Washington end nu, hvor det åbent deklareres, at politisk magt og indflydelse kan købes for penge - eller kryptovalutaen $TRUMP.
Microsofts CEO Satay Nadella glimrede ellers ved sit fravær ved præsidentindsættelsen, og udtrykte også til mediet CNBC efterfølgende et håb om, at USA ikke udvikler sig til et oligarki. Men trods en bekymring for magtkoncentration og demokratiske værdier bød han allerede dengang det tættere bånd og samarbejde med branchen velkommen og med Bill Gates fremmøde hos Trump med anerkendelsen: "Thank you for incredible leadership, including getting this group together", er også de nu i det åbne ambassadører for den siddende regerings politik. Politisk lyder strategien, at der ikke længere skal skelnes mellem måden at drive en virksomhed og et samfund - eller i tilfældet USA: at drive en verdensorden. Og med techbranchen som allieret kan det udføres i praksis.
´Don´t be evil´
Techgiganterne renomme har aldrig været dårligere, og fordums slogan som Googles ´Don´t be evil´ eller Open AIs "to benefit all of humanity" klinger hult i dag, hvor ideologierne er skiftet ud med mere rå kapitalisme og også techvirksomhedernes godkendelser over en bred kam til at anvende AI til krig.
-The United States is not a start up. If you run it like one it will break, varslede techmediet Wired, mens modsvaret allerede var givet fra technetværkets primære bindeled og Trump-støtte, Peter Thiel, der afviser ideen om frihed og demokrati som foreneligt.
"I no longer believe that freedom and democracy are compatible,” - Peter Thiel, medstifter af PayPal og Palantir Technologies, i essayet The Education of a Libertarian
Peter Thiel er en af de mest prominente og samlende figurer for techbranchens netværk og tilskrives en stor del af taktikken bag det tætte parløb mellem de toneangivende techvirksomheder og den amerikanske stat. Han er samtidig stifteren bag den omdiskuterede virksomhed Palantir, som laver dataanalyse-software, der bruges af regeringer, efterretningstjenester og politi til sporing og overvågning. Herunder i den danske stat ved bl.a. politiets efterretningstjeneste, PET. Og derudover af en lang række andre enheder og lande i Europa og af amerikansk forsvar og immigrationsmyndighed (ICE) til bl.a. deportationer og militære operationer. Det er kontroversiel teknologi, der bl.a. er kritiseret for at kunne misbruges til masseovervågning og krænkelse af borgerrettigheder og privatliv, hvor det måske særligt kan udfordre allerede sårbare grupper og skabe endnu større samfundsmæssige skel og forskelsbehandling. Tiltag, der fra den danske stat samtidig barsles med at udbrede langt mere herhjemme. I kølvandet ses så tendensen social cooling, hvor vi som borgere begynder at blive mere bevidste om overvågningen og derfor begrænser os selv i de friheds-, udfoldelses- og og ytringsrettigheder og muligheder, som ellers er grundsten i vores retssystem gennem grundloven.
Det fører til et øget tab i den høje tillid, der ellers er et dna i et demokratisk, tillidsdrevet lederskab. Techoligarkiet udrulles for åbne døre, mens der arbejdes ihærdigt på alternative løsninger. I en verdensorden, hvor mange både på globalt, samfundsmæssigt, organisatorisk og individuelt plan er blevet dybt afhængige af de amerikanske techløsninger - og deres lederskab.

Grith Okholm Skaarup, ledelsesekspert, Humtech
Grith Okholm Skaarup formidler og rådgiver om trends i fremtidens lederskab og arbejdsliv og som ekspert og keynote speaker om menneskelige behov i teknologiske forandringer.
Hun er medlem af flere bestyrelser og aktiv i ledelsesrådgivning, workshops, foredrag og som kommunikationsstrateg og journalist i artikler, podcast, radio og TV.
Grith Okholm Skaarup har været leder og rådgiver gennem 25 år i det private erhvervsliv og er en flittigt anvendt keynote og underviser på universiteter og business schools. Hun har en kandidat i kommunikation og en efteruddannelse som journalist og aktuelt underviser i AI på Danmarks Medie og Journalisthøjskole.
Book foredrag om AI og mennesker
Vil du være klogere på menneskelige behov i den teknologiske tidsalder? Så kan du booke aktuelle og skræddersyede foredrag og workshops med stifter af Humtech Grith Okholm Skaarup her eller finde alle ydelser samlet her.
Vil du læse eller bidrage til det digitale medie Humtech Impact?
Humtech Impact er journalistik om menneskelige behov i en teknologisk tidsalder - formidlet i tekst, billeder, audio og video og skabt af kommunikatører og journalister ved Humtech.
CO-Lab og bidrag
Det digitale medie Humtech Impact bringer også gæsteindlæg inden for det redaktionelle område eksistens, teknologi, lederskab, arbejdsliv og livsdesign. Ideer til artikelbidrag, lyd eller video kan sendes sammen med kontaktinfo og portrætfoto via bidragsformularen her.



