Udviklingen af AI eller kunstig intelligens som teknologisk fremskridt rusker paradoksalt nok op i noget af det mest humane fra menneskevidenskaberne. Nemlig et af filosofiens mest essentielle diskussioner om, hvad viden er - og hvordan man kan vide, at man ved noget.
Af Benedikte Holst
Forestil dig en dyb underjordisk hule, hvor mennesker har været fængslet siden fødslen. I hulen er der en uslukkelig ild, som kaster skygger på væggene. De fængslede mennesker kan kun se disse skygger, og da de aldrig har set den virkelige verden, tror de, at skyggerne er virkeligheden. Forestil dig nu, at en af fangerne bliver befriet og ført ud af hulen. Sollyset vil være så overvældende, at vedkommende i starten ikke kan se noget. Men efterhånden som dennes øjne vænner sig til lyset, vil fangen begynde at se den virkelige verden: træer, vand, dyr og til sidst selve solen. Hvis den befriede fange derefter vender tilbage til hulen for at berette om den virkelige verden, vil de andre fanger sandsynligvis ikke tro, hvad de hører.
Hvordan skaffer vi os viden?
Kunstig intelligens er en milepæl i den teknologiske udvikling, som samtidig adresserer et af den filosofiske tænknings fundamentale spørgsmål, som den velkendte hulelignelse fra Platon her illustrerer: Nemlig spørgsmålet om hvad viden er - og hvordan man kan vide, at man ved noget? Når man i filosofien med ontologien spørger om, hvad der egentligt er at vide noget om, så spørger epistemologien om, hvordan vi kan skaffe os viden.
Siden Platons hulelignelse er et hav af ”ismer”, paradigmer og ”skoler” opstået, som alle repræsenterer, forskellige epistemologiske positioner. Det vil sige positioner, som hver især repræsenterer et sæt overbevisninger om, hvordan mennesket kan skaffe sig viden om verdens beskaffenhed. Nogle hævder fx at objektive sandheder er en kendsgerning, og at vi muligvis endnu ikke har opdaget dem alle, men potentielt set kan gøre det, hvis vi har de rette redskaber. Der er også de mere abstrakte, som betragter sand viden som noget relativt, modereret af - og medieret af mennesket som kulturelt og fortolkende væsen.
Menneskets evne til kritisk tænkning
Trods diversiteten i disse og mange andre epistemologiske positioner, er fællesnævneren den, at mennesket har en iboende evne til at forholde sig kritisk til sig selv og de umiddelbare kendsgerninger, vi møder. Men hvad sker der med denne evne til kritisk tænkning, når vi i stigende grad, udliciterer den særegenskab til en maskine? En maskine, der simulerer netop menneskets intelligens, og som effektiviserer hastigheden af denne funktion. Hvad er for kunstig intelligens, det, som solen er for mennesket i hulelignelsen? Mennesket kan netop lade sig intellektuelt oplyse, hvilket solen illustrerer i Platons hulelignelse, og kunstig intelligens som ChatGPT kan nemt misforstås som noget tilsvarende. Men disse store sprogmodeller er netop, som navnet indikerer – modeller. De er redskaber. En slags brændstof som vi kan bruge til at accelerere og optimere nogle processer, som ellers ville ske på bekostning af mental energi og ydeevne. Betyder det, at vi bliver bedre til noget? Eller blot hurtigere? Og hvad er så pointen?
Det er også hurtigere at køre 100 km end at cykle samme afstand. Forskellen ligger i transportmidlet – ikke i slutdestinationen. Da bilen blev opfundet, betød det ikke, at føreren fik vinger, han blev bare mere konform. “Hurtigere kan selvfølgelig også betyde bedre, hvis det gør, at vi frigiver tid til at få prioriteret andre og vigtigere ting eller løfter viden- og formidlingsniveauet ved at investere mindre på det manuelle og mere på det specialiserede eller innovative”, siger Grith Okholm Skaarup, der er stifter af Humtech og ekspert i menneskelige behov i teknologiske forandringer.
"Hvad betyder det også for omgang med teknologien vs. mennesker, hvis vi kan få den informative, nøgterne, bearbejdede personlige AI-assistent? Måske også ovenikøbet i en antropomorf udgave, der lyder som og ligner en vi godt kan lide. Som venligt og vedkommende siger det, vi gerne vil høre, fordi den kender vores mønstre, adfærd og præferencer?"
- Grith Okholm Skaarup
Kan AI-systemerne begrænse vores verdensbillede?
I en tid, hvor algoritmer styrer hvilken information, vi møder, er vi måske i fare for at blive moderne 'hulefanger' – lænket af bekvemmelighed og en overflod af letfordøjelige informationer? Ligesom hulefangerne, der kun ser skygger af den virkelige verden, risikerer vi dog, at vi kun ser en fragmenteret og filtreret virkelighed, præsenteret af algoritmer og ”bearbejdede” personlige AI og assistenter, som "forstår" netop vores præferencer. Men hvad går tabt, når disse AI-systemer begrænser vores perspektiv?
"Hvad betyder det også for omgang med teknologien vs. mennesker, hvis vi kan få den informative, nøgterne, bearbejdede personlige AI-assistent? Måske også ovenikøbet i en antropomorf udgave, der lyder som - og ligner en vi godt kan lide. Som venligt og vedkommende siger det, vi gerne vil høre, fordi den kender vores mønstre, adfærd og præferencer?". Vil vi så hellere bruge mere tid på den end på omgang med vores kollegaer af kød og blod, som måske er besværlige, travle, kritiske, korte for hovedet eller alt det som mennesker jo også kan være? Tænk bare på, hvor meget tid, vi bruger med vores skærme vs. vores relationer - og her kommer teknologien så i smuk indpakning tilpasset vores behov og ønsker,” siger Grith Okholm Skaarup.
Hun peger på, at en masse går tabt, hvis vi ikke sikrer at den menneskelige interaktion får overvejende plads og bruger AI’en og teknologien til fx den mere grundliggende interaktion, men ikke som et opholdssted for relation, for den er hverken nysgerrig, underholdende, kreativ, impulsiv eller innovativ eller noget af alt det, der gør mennesker i stand til at skabe noget helt unikt både fagligt og socialt”, siger Grith Okholm Skaarup.
'Er den teknologi, der lover at befri os fra samfundets præstationspres, i virkeligheden blot et nyt sæt lænker?'
Lænket til AI
Er den teknologi, der lover at befri os fra samfundets præstationspres, i virkeligheden blot et nyt sæt lænker? Hvordan kan det være, at når vi nu lever i en tid, hvor vi har mere teknologi til at assistere os end nogensinde før, alligevel føler os mere pressede og udmattede end nogensinde før? Den ultimative ironi kunne være, at vi på vores søgen efter en vej ud af hulen, vandrer dybere ind i den, fordi vi vandrer i skyggen af os selv.
Aktuelle og skræddersyede oplæg til dig
Vil du være klogere på menneskelige behov i den teknologiske tidsalder? Så kan du booke aktuelle og skræddersyede foredrag og workshops med stifter af Humtech Grith Okholm Skaarup her eller finde alle ydelser samlet her.
Vil du læse eller bidrage til det digitale medie Humtech Impact?
Humtech Impact er journalistik om menneskelige behov i en teknologisk tidsalder - formidlet i tekst, billeder, lyd og video og skabt af kommunikatører og journalister ved Humtech.
CO-Lab og bidrag
Det digitale medie Humtech Impact bringer også gæsteindlæg inden for det redaktionelle område eksistens, teknologi, lederskab, arbejdsliv og livsdesign. Artikelbidrag, lyd eller video kan sendes sammen med kontaktinfo og portrætfoto via bidragsformularen her.